Menu

Så er HIC vel hjemme fra Tyrkiet

image
28. marts 2016 kl. 22:25
Seniorholdet har endnu engang lagt en vellykket træningslejr i Tyrkiet bag sig. Læs her om de sidste oplevelser, herunder om HIC's bedste bueskytte

Tyrkiet, dag 5

Med kamp om eftermiddagen var der træningsfri fredag formiddag, og det var vist en god ide, for HIC-spillerne udviste torsdag aften - og nat - stor solidaritet og internordisk forbrødring med de norske hold, der havde sidste aften på hotel Selin. Eller også kunne bartenderne ikke kende forskel på, hvilke spillere, der havde ret til "fri udskænkning", så den kom alle til gode.

Alle var dog (næsten) friske til turen tredje træningskamp på fire dage, den første på "udebane", en times kørsel fra vores vante omgivelser. Så vi fik set et par landsbyer, nogle smalle, bumlede veje og et knapt så luksuriøst træningsanlæg i Lara, hvor modstanderen var et Århusiansk serie 4-hold fra Bosporos SK.

Den forudsigelige klasseforskel gav HIC den tredje sejr på stribe, der blev på 5-2 med Emil Hartmann involveret i fire af scoringerne, og Kim Christensen som målscorer på hovedstød og oplægger til begge Hartmanns mål som de bærende, offensive kræfter. Nicolai Beck fik scoret sit fjerde mål på turen, har nu scoret i fem træningskampe i træk og har to år efter sit benbrud lige efter hjemkomsten fra Tyrkiet i 2014 for alvor fundet sit letbenede tråd og giftige afslutter-instinkt tilbage.


Nicolai Beck scorede i alle tre kampe i Tyrkiet, så der skulle lige rystes en muskel eller to på plads på Johns massørbriks inden hjemrejsen.

HIC - Bosporos SK 5-2 (3-2)
1-0 Emil Hartmann (4)
1-1 (23)
2-1 selvmål (30)
2-2 (33)
3-2 Nicolai Beck (37)
4-2 Emil Hartmann (56)
5-2 Kim Christensen (69)

HIC: Peter Dohlmann - Mikkel Jørgensen, Glen Vielsted Nielsen, Casper Beck, Lasse Belchuke - Kim Christensen (75. Jonas Winther), Ulrik Nielsen (28. Mathias "Fønne" Thomsen, 75. Jakob Christensen), Mathias F. Nielsen (75. Martin Schippers), Benjamin Nielsen (56. Adam Bengtsson) - Nicolai Beck (46. Benjamin Dohlmann), Emil Hartmann (72. Frederik Vibe)

Ikke benyttet: Michael Schliemann, Torben Holmbæck, Rasmus Jensen, Tobias Palme, Bastian Kruse, Anton Hartmann, Simon Hellebek, Simon Andersen

Tyrkiet, dag 6

En varierende sidste hel dag bød på konkurrence i bueskydning, solbadning, træning, finale i "Cantona", straffesparkskonkurrence og finale i Den Store Værelsesquiz. Samt naturligvis tre-fire måltider. Det fjerde var natmaden, da restauranten åbnede for de sent sultne kl. 22.30, og vi skulle hilse og sige fra chefholdlederen med en enkelt krumme i mundvigen, at der ER også kage i natbuffetten.


Vinden stod med voldsom kraft ind fra Middelhavet, da spillere, trænere, ledere og medfølgende fruer for alvor spændte buen og skød til måls efter de forræderisk små skive 12-14 meter væk, men der var rigeligt fart på pilene til, at vinden faktisk slet ikke havde den store indflydelse på retningen.


Rasmus Jensen blev topscorer i bueskydningen med fem tællende pile til instruktørens store tilfredshed.

Så det var alene sigtekornet, der svigtede, da nogle af pilene fløj rundt på hele hotelområdet, men hverken dyr, mennesker eller andet levende led overlast, da fru chefholdlederen sendt en pil over skiven, over bagtæppet - både det første og det andet - og OVER trækronerne i baggrunden. Pilen er i skrivende stund endnu ikke fundet, men rygtes spottet af kosmonauter på en russisk rumstation.

Så var der mere præcision over værelse 2217, da Tobias Palme først scorede 32 point og kun blev overgået af værelseskammeraten Rasmus Jensen med 38 point. De to var ene om at score point med alle deres fem tællende pile.

Rasmus Jensen tog sig også af sejren i den gennemgående konkurrence om at score med en jonglerende flugter, da han scorede på det allersidste forsøg efter 50 minutters "Cantona".

Straffesparkskonkurrencen var Benjamin Nielsen og Bastian Kruse længe om at afgøre ved at score igen og igen, inden Benjamin for andet år i træk måtte nøjes med andenpladsen, da Bastian scorede for 13. gang.

 
Den Store Værelsesquiz blev vundet af Rasmus, "Fønne" og Tobias, der var indehavere af den gule førertrøje fra første til sidste dag. Den knapt så attraktive lyserøde trøje havde Tobias kun en enkelt dag.

Rasmus Jensen var dog tilbage i vinderrollen, da han sammen med Tobias og Mathias "Fønne" Thomsen forsvarede den komfortable føring i Den Store Værelsesquiz i finalen, hvor emnerne var deltagere på tidligere HIC-ture, discipliner i atletik og Danmarks landskampmodstandere i 2016.

Tyrkiet, dag 7

Med direkte fly til Antalya, mindre end en times bustur til Side og træningsbaner så tæt på hotellet, at vildtfarne bolde ville ende i hotelpoolen, var alt endnu en gang optimeret i forhold til de tre foregående år, HIC har været på tur i Tyrkiet.

Poolen gik fri - i hvert fald den på vores eget hotel. Til gengæld rungede ederne og forbandelserne, når Trier og hans kumpaner måtte hente bolde i nabohotellets tømte bassin i forbindelse med de mange skudøvelser, som har været et af fokuspunkterne under den meget teknisk anlagte træning.

Som trænerteam har vi også lært af de foregående års ture, hvor det især sidste år blev til en bekymrende stribe skader. Doseringen med træning af en times varighed og uden den store fysiske belastning var medvirkende til, at skaderne begrænsede sig til en slagskade til Anton Hartmann, en belastningsskade, der givet Tobias en betændt akillessene samt lidt ømhed hist og her hos de øvrige - og så tog John resten i opløbet i det velbesøgte massørrum.

Som Anders Fabild sagde i de sidste ord til de medrejsende 26 spillere, har turen kun øget forventningerne til den kommende forårssæson, når HIC får comeback i serie 1, der er det højeste niveau, klubben nogen sinde har befundet sig på.

Vi glæder os alle sammen til fredag 8. april

ALLAN NIELSEN

 

Luk