Jan Christensen ny mand i spidsen for HIC 1

Efter en helt igennem godkendt sæson, hvor HIC hentede den bedste placering i klubbens næsten 100-årige historie, 3. pladsen i serie 1, går vi nu nu målrettet efter oprykning til Sjællandsserien.
“Vi er rigtigt glade i Herstedøster. Sæsonen gik over al forventning, og vi har netop lavet en aftale med Jan Christensen, som skal være vores nye cheftræner i den kommende sæson. Her er målsætningen at vi skal rykke op i Sjællandsserien,” fortæller seniorformand i HIC Anders Fabild her i baghjulet af sæsonen.
“Vi startede allerede for halvandet år siden med at snakke om, hvad vi skulle gøre for at komme videre. I de samtaler var vores to trænere Jan Gluch og Allan Nielsen inddraget, og det var faktisk Jan Gluch, som foreslog, at vi skulle få Jan Christensen til HIC,” fortsætter Fabild.
“Det faldt så på plads efter at vi har snakket med Jan Christensen gennem det sidste halve år, og det er vi super glade for. Samtidig er vi glade for, at Jan Gluch bliver i klubben som assistenttræner. Allan Nielsen holder en pause. Ham skal vi have en samtale med til januar om hans næste rolle i klubben.”
Forventer dedikation
Jan Christensen har været cheftræner i Avedøre de sidste sæsoner, både i 2. division og Danmarksserien. Inden da var han træner Hvidovre i 2. division og Herlev samt Gladsaxe-Hero i Danmarksserien. Nu er Jan Christensen så klar til at tage turen op i Sjællandsserien med HIC. Det er målsætningen.
“Det er et hold med potentiale til mere end serie 1, et godt hold i en spændende klub som det bliver interessant at arbejde med. For mig er det vigtigt at man er 100 procent dedikeret når man går til en opgave, både indenfor og udenfor kridtstregerne. Spillerne skal være til det,” siger Jan Christensen, og slår samtidig fast, at holdet skal rykke op.
“Målet er ubetinget, at vi skal rykke op. Det er klubbens mål og det er mit mål. Vi har ikke lang tid før sæsonen starter, så der skal arbejdes. Heldigvis kender jeg Jan Gluch og enkelte af spillerne i forvejen, det er en stor hjælp.”
Ihærdighed gav bonus
Selve klubben havde Jan Christensen ikke det store kendskab til, men hans nysgerrighed blev vakt af Anders Fabilds interesse.
“Jeg kendte ikke meget til HIC i forvejen, men Anders forsøgte ihærdigt igennem et års tid at få mig til klubben, så til sidst tog jeg ud og snakkede med dem, og jeg kunne lide det jeg så,” slutter den nye træner i HIC.
Anders Fabild og Jan Christensen giver håndslag på et forhåbentlig spændende og succesrigt samarbejde.